← Tilbage til blog

Julie Kongsbak skriver

Når lederen skal sætte retning, før dømmekraften er bygget

22. september 2026 · Af Julie Rønnebæk Kongsbak

Mange ledere står i en kompetenceklemme lige nu.

På den ene side vokser forventningerne. Lederen skal sætte retning for AI, vurdere kvaliteten af AI-understøttet arbejde og tage ansvar for de beslutninger, hvor AI har spillet en rolle.

På den anden side halter forudsætningerne ofte bagefter. Adgangen til gode værktøjer kan være begrænset. Den praktiske erfaring er stadig lille, og mange ledere mangler både tid og et sted, hvor de kan øve sig.

I midten står lederen og forventes at sætte retning, før dømmekraften for alvor er bygget.

Jeg bruger begrebet kompetenceklemmen til at beskrive dette spænd mellem forventninger og forudsætninger. For mig er det en af de vigtigste udfordringer i arbejdet med AI og ledelse lige nu.

Forventningerne er vokset hurtigt

AI er på kort tid blevet en ledelsesopgave.

Ledere skal forholde sig til, hvor AI kan skabe værdi, hvordan medarbejderne bruger teknologien, og hvilke opgaver der fortsat kræver menneskelig vurdering. De skal kunne tale om kvalitet, ansvar, fortrolighed, kompetencer og arbejdsmiljø.

Samtidig skal de ofte håndtere store forskelle blandt medarbejderne. Nogle bruger allerede AI hver dag. Andre er usikre eller tilbageholdende. Nogle har adgang til gode værktøjer, mens andre finder deres egne løsninger.

Lederen skal altså både udvikle sin egen brug af AI, lede medarbejdernes brug og navigere i organisatoriske rammer, som lederen sjældent selv er herre over.

Det er en omfattende ledelsesopgave. Alligevel møder mange ledere den uden ret meget praktisk erfaring at stå på.

Usikkerhed er ikke nødvendigvis modstand

Når en leder tøver med AI, kan det være nærliggende at forklare det med manglende interesse, teknologisk usikkerhed eller modstand mod forandring.

Men den forklaring er ikke altid dækkende.

Nogle gange er usikkerheden en helt rimelig reaktion på en situation, hvor ansvaret er stort, mens rammerne stadig er uklare.

Hvordan skal jeg vurdere kvaliteten af medarbejdernes AI-understøttede arbejde, hvis jeg ikke selv har erfaring med værktøjet?

Hvordan skal jeg være rollemodel, hvis jeg er usikker på, hvad god brug egentlig er?

Hvordan skal jeg sætte retning, hvis jeg ikke ved, hvilke værktøjer organisationen stiller til rådighed om seks måneder?

Og hvordan skal jeg skabe fælles praksis, hvis medarbejderne har meget forskellige muligheder for at bruge AI?

Det er ikke nødvendigvis udtryk for modstand. Det kan være tegn på et reelt kapacitetsgab, hvor forventningerne er vokset hurtigere end lederens mulighed for at opbygge de nødvendige kompetencer.

Adgang er nødvendig, men skaber ikke i sig selv kompetence

Et godkendt AI-værktøj er en vigtig forudsætning. Det er svært at udvikle praktiske kompetencer uden adgang til noget, man faktisk må bruge i arbejdet.

Men adgang løser ikke kompetenceklemmen alene.

Et værktøj på hylden fortæller ikke lederen, hvordan AI kan bruges i forberedelsen af et vanskeligt møde, i arbejdet med en beslutning eller i udviklingen af en arbejdsproces. Det skaber heller ikke automatisk fælles kvalitetskriterier eller et sprog for de dilemmaer, der opstår.

Det samme gælder et enkelt kursus. Et kursus kan give viden, inspiration og en vigtig fælles start. Men dømmekraft udvikles ikke alene ved at høre om AI.

Den udvikles, når lederen arbejder konkret med teknologien og oplever, hvor den hjælper, hvor den kommer til kort, og hvornår lederen selv skal tage tydeligt over.

Dømmekraft kræver øvetid

I mit tidligere blogindlæg om lederens AI-kompetenceprofil skrev jeg, at lederen ikke nødvendigvis skal kunne bygge AI-løsningen. Men lederen skal kunne forstå, udfordre og prioritere anvendelsen. Lederen skal kunne kommunikere om AI og sikre, at teknologien bliver brugt ansvarligt.

Det kræver mere end teoretisk forståelse.

Lederen har brug for at arbejde med AI i sine egne opgaver. Det kan være forberedelsen af en svær samtale, kvalificeringen af en beslutning eller et kritisk blik på en arbejdsproces.

Gennem den praktiske erfaring begynder lederen at få øje på de spørgsmål, der er svære at forstå på afstand:

Hvornår bliver et AI-svar tilstrækkeligt godt?

Hvilke dele af opgaven kan teknologien understøtte?

Hvor skal et menneske vurdere, korrigere eller stoppe processen?

Hvilke konsekvenser får brugen for medarbejdernes faglighed, ansvar og måde at samarbejde på?

Dømmekraften opstår i mødet mellem viden, erfaring og refleksion. Derfor har ledere brug for øvebaner, hvor de kan arbejde med virkelige opgaver og samtidig undersøge deres egen rolle.

Kompetenceklemmen skal løsnes fra begge sider

Den enkelte leder kan ikke løse kompetenceklemmen alene.

Organisationen har et ansvar for at skabe ordentlige forudsætninger. Det handler blandt andet om adgang til relevante værktøjer, tydelige rammer, tid til læring og mulighed for at dele erfaringer. Der er også brug for klarhed om, hvilke beslutninger lederen selv kan træffe, og hvad der skal løftes til eksempelvis direktion, IT, HR eller jura.

Samtidig skal lederen udvikle sin egen praksis. Det bliver svært at sætte en meningsfuld retning for andre, hvis AI stadig kun er noget, lederen har læst om eller set demonstreret.

En indsats skal derfor løsne begge sider af klemmen: gøre forventningerne mere håndterbare og opbygge de nødvendige forudsætninger.

Hvis organisationen kun formulerer ambitioner, risikerer lederen at stå alene med ansvaret. Hvis organisationen kun tilbyder et værktøj og et kursus, risikerer den, at AI forbliver spredte, individuelle eksperimenter. Hvad det kræver, at organisationen kan lære af dem, skriver jeg om i indlægget om organisatorisk AI-modenhed.

Den del, jeg kan hjælpe med

I mine 1:1 AI-ledersparringsforløb kan jeg ikke give organisationen bedre værktøjer eller skabe tydeligere organisatoriske rammer fra den ene dag til den anden.

Men jeg kan hjælpe lederen med at opbygge den praktiske erfaring og dømmekraft, som gør det lettere at stå i situationen.

Vi tager udgangspunkt i lederens egne opgaver og dilemmaer. Lederen får mulighed for at undersøge, hvor AI kan skabe værdi i den konkrete hverdag, og hvor der er brug for tydelige grænser. Samtidig arbejder vi med lederens blik på medarbejderne og organisationen.

Målet er ikke, at lederen skal kunne alt om AI. Målet er, at lederen bliver bedre i stand til at se mulighederne, stille kvalificerede spørgsmål og tage ansvar for den retning, organisationen bevæger sig i.

AI ændrer lederrollen. Men hvis ledere skal kunne løfte den nye opgave, skal de have mulighed for at udvikle sig i takt med forventningerne.

Ellers bliver kompetenceklemmen kun strammere.

/Julie