Julie Kongsbak skriver
AI i ledergruppen – hvorfor er det en fælles ledelsesopgave?
8. november 2026 · Af Julie Rønnebæk Kongsbak
Jeg har efterhånden gennemført mange AI-ledersparringer, og noget af det, der bliver ved med at optage mig, er, hvor individuelt arbejdet med AI stadig foregår i mange organisationer.
Jeg møder ledere, der er nysgerrige på AI, som eksperimenterer med teknologien og begynder at finde ud af, hvordan den kan skabe værdi i deres egen ledelse. Nogle er kommet ganske langt, mens andre stadig er ved at opbygge deres erfaringer. Men når jeg spørger, hvordan de arbejder med AI i ledergruppen, er det ofte et noget andet billede, der tegner sig.
For selvom den enkelte leder er godt i gang, er det langt fra sikkert, at ledergruppen har haft en egentlig drøftelse af, hvad AI betyder for deres fælles ledelsesopgave. Og det synes jeg er værd at være opmærksom på.
For AI handler ikke kun om, hvad den enkelte leder eller medarbejder kan bruge teknologien til. Det er også en udvikling, der påvirker vores opgaver, kompetencer, samarbejde og forventninger til hinanden. Og dermed noget, som ledere har brug for at forholde sig til i fællesskab.
Når lederne går hver deres vej
Jeg synes egentlig, det er helt naturligt, at ledere går forskelligt til AI. Vi har forskellige opgaver, interesser og erfaringer, og der er heller ingen grund til at forestille sig, at alle ledere skal bruge AI lige meget eller på samme måde.
Men der er forskel på at have forskellige måder at bruge AI på og på at have forskellige tilgange til, hvordan man leder medarbejdernes brug af AI.
Forestil dig en organisation, hvor én leder aktivt opfordrer sine medarbejdere til at eksperimentere med AI og giver dem tid til at udvikle deres kompetencer. En anden leder er mere tilbageholdende og forventer, at medarbejderne først og fremmest løser deres opgaver, som de plejer. En tredje leder har måske store forventninger til, hvor meget AI skal effektivisere arbejdet, uden at der nødvendigvis er taget stilling til, hvad den frigjorte tid skal bruges til.
Ingen af de tre ledere behøver at have en forkert tilgang. Men hvis forskellene ikke er et resultat af bevidste valg, risikerer organisationen at udvikle meget forskellige forventninger til medarbejderne og til den måde, AI skal være en del af arbejdet på.
Det kan betyde, at nogle medarbejdere får langt bedre muligheder for at udvikle deres AI-kompetencer end andre. At organisationen går glip af muligheder for at gentænke opgaver på tværs. Eller at der opstår forskellige opfattelser af, hvad god kvalitet og ansvarlig anvendelse af AI egentlig indebærer.
Og så er det ikke længere kun et spørgsmål om teknologi. Det bliver et spørgsmål om ledelse.
Fælles ledelse betyder ikke, at alle skal gøre det samme
Jeg har tidligere skrevet om, hvad det vil sige at være en AI-moden organisation, og hvorfor individuel AI-kompetence ikke nødvendigvis fører til organisatorisk modenhed. Her er fælles læring og videndeling helt centrale elementer.
Men jeg synes også, vi skal et skridt videre.
For det er ikke nok, at lederne deler deres erfaringer med AI. Ledergruppen skal også kunne bruge erfaringerne til at tage stilling til, hvilken udvikling man ønsker i organisationen, og hvilke rammer der skal være omkring den.
Det betyder ikke, at ledergruppen nødvendigvis skal udarbejde en omfattende AI-strategi eller blive enige om, hvordan alle skal anvende teknologien. Tværtimod tror jeg, der er stor værdi i at give plads til, at forskellige fagområder og medarbejdere kan finde deres egne måder at skabe værdi med AI på.
Men der bør være nogle fælles overvejelser om retningen.
Hvad forventer vi eksempelvis af vores medarbejdere, når det gælder AI? Hvordan sikrer vi, at de får mulighed for at lære og eksperimentere? Hvad er vores tilgang til kvalitet, ansvar og menneskelig dømmekraft? Og hvordan vil vi som ledere selv gå foran i den udvikling, vi gerne vil skabe?
Det er spørgsmål, der ikke alene kan besvares ved at indføre nye teknologier eller udarbejde retningslinjer for anvendelsen. Det kræver ledelsesmæssige drøftelser, hvor lederne både forholder sig til mulighederne og til de dilemmaer, AI fører med sig.
Ledergruppen behøver ikke være AI-eksperter
En af de udfordringer, jeg møder i mine sparringsforløb, er, at mange ledere stadig er i gang med at opbygge deres egne AI-kompetencer. Det gør det naturligvis sværere at tage ansvar for en udvikling, som man endnu ikke selv har så meget erfaring med.
Men jeg tror, vi skal passe på med at gøre ledernes egne AI-kompetencer til en forudsætning for, at de overhovedet kan begynde at tale om AI som en fælles ledelsesopgave.
Ledergruppen behøver ikke have alle svarene. Og man behøver heller ikke være ekspert i AI for at kunne stille relevante spørgsmål til, hvordan teknologien påvirker medarbejdere, opgaver og organisationen.
Til gengæld mener jeg, at det er vigtigt, at lederne selv er nysgerrige og får teknologien mellem hænderne. Det er svært at udvikle en kvalificeret dømmekraft omkring AI, hvis man ikke selv har oplevet både mulighederne og begrænsningerne.
Derfor hænger ledernes egen kompetenceudvikling og den fælles ledelsesopgave også tæt sammen. Ledergruppen skal både udvikle sin forståelse af AI og tage ansvar for, hvordan den forståelse omsættes til ledelse i organisationen.
AI skal have plads på ledergruppens dagsorden
Jeg ved fra mine egne år som leder, hvor mange dagsordener der konkurrerer om opmærksomheden i en ledergruppe. Og jeg kan sagtens forstå, hvis arbejdet med AI nogle gange bliver skubbet til fordel for de mange andre opgaver, der presser sig på.
Men netop derfor synes jeg, det er vigtigt, at AI får en reel plads på ledergruppens dagsorden. Ikke kun som en orientering om nye værktøjer eller igangværende projekter, men som en samtale om, hvordan AI påvirker den måde, vi leder og arbejder på.
For hvis AI skal skabe værdi på tværs af organisationen, kan vi ikke alene overlade udviklingen til de enkelte ledere og medarbejdere, der er længst fremme. Det kræver også, at ledergruppen tager et fælles ansvar for retningen, prioriteringerne og de rammer, der skal gøre det muligt at lykkes.
Måske er det derfor værd at stille et ganske enkelt spørgsmål på næste ledermøde:
Har vi egentlig talt om, hvordan vi vil lede den udvikling, AI fører med sig – eller har vi indtil videre mest talt om, hvordan vi hver især bruger teknologien?
I Mindtrain hjælper jeg ledergrupper med at udvikle deres fælles tilgang til AI. Her arbejder vi både med ledernes egen anvendelse af AI, de ledelsesmæssige dilemmaer og de fælles principper, der skal være med til at skabe retning for organisationens videre arbejde.
